Under overskriften “lad forenings-livet blomstre” har Nils Brøgger Jakobsen et læserbrev i dagens udgave af Dagbladet Holstebro-Struer.

I læserbrevet efterlyser Nils et ungdomshus/aktivitetshus for Holstebros unge. Det bliver dog også til en bredside til Fogh.

——

Lad forenings-livet blomstre

155 erhvervsledere ud af 200 har været aktive i foreningsarbejde, inden de fyldte 30 år.

Så klar er statistikken og derfor er det også ganske berettiget, at Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF), Arne Lægaard og Færch Plast mandag den 17. september, som del af en landsdækkende kampagne, mødes for at øge fokus på værdien af unges engagement i foreningslivet.

Danmark har en meget stærk foreningstradition og vi kender alle til andelsbevægelser og højskoler.

Danskernes deltagelse i foreningslivet har bidraget til at udvikle tværfaglighed og kreativ tænkning samt iværksætteri. Hvis adspurgt vil jeg mene, at den danske foreningskultur er en central grund til, hvorfor Danmark har udviklet sig til at være blandt verdens absolut rigeste lande. Inden Arne Lægaard dog kommer for godt i gang med skåltalen mandag, bør han tænke nærmere over hvilke muligheder Holstebro har for unges udfoldelser i foreningslivet.

Ja, der er sportsklubber, spejderforeninger og Holstebro er som vi alle ved kendt for Schaufuss, den kongelige ballet og Odin Teatret, men mangler Holstebro ikke et ungdomshus/aktivitetshus hvor unge kan komme og udfolde deres kreativitet og lade deres interesser blomstre indenfor områder som ikke passer ind i de allerede eksisterede rammer i Holstebro?

Fint nok der endelig ser ud til at komme handling bag ordene vedrørende et rytmisk spillested, men udfoldelsesmulighederne for unge i Holstebro er ikke prangende og frustrationen blandt Holstebros unge i dag er de samme som for seks år siden, da jeg flyttede fra byen.

Det kunne rent faktisk være, at der er sund økonomisk tænkning i, at investere lidt i kommende generationer i Holstebro ved at give dem bedre rammer for at udfolde sig.

Dette ville dog sikkert ikke falde god jord hos partiformand Fogh – for her er det jo kun karakterer og test der duer. I SF tænker vi menneskelig udvikling på en helt anden måde og mener, at mennesker skal have lov til at udfolde sig og ikke konstant skal puttes i bokse der kan måles og vejes.

—–

Gå til Dagbladet Holstebro-Struer>>>