I en valgkamp får man mange henvendelser. Også mange som man ikke har tid til at svare på. Og mange fra skoleelever. Det er jo dejligt, at de er så interesserede, og at de har gode lærere, der forstå at udnytte en valgperiode pædagogisk. Den danske skole er ikke så ringe endda!

Sådan et brev har jeg lige fået fra Sigurd og Sebastian fra Svendborg/Thurø folkeskole. Så de får nu svarene – sammen med I andre, der læser bloggen.

Det er lidt om hvordan en valgkamp kan være og jeg synes ikke, at denne valgkamp er speciel hård, fordi den er så kort. Den er hektisk, men det er alle valgkampe og det skyldes mere det kæmpestore mediefokus. Og man kan bestemt ikke kritisere statsministeren for at udskrive valget med så kort varsel. Alle partier havde jo været klar siden september, og i Danmark er det statsministeren der bestemmer hvornår.

Så vil I gerne vide, om man er ekstra hård i en valgkamp. Ja – det er vi vel – fordi det jo handler om at vise forskellene mellem partierne og kapre stemmer. Til daglig handler det heldigvis også ofte om at vise ligheder. Og det er jo oplagt, at det er de partier, man er mest uenige med ,som man angriber mest. Det er jo både rimeligt og forståeligt tror jeg.

Det sidste i spørger om, handler om at mindske DF,s magt. Ja det vil jeg virkelig gøre en indsats for. DF og Fogh har ansvaret for en unfair udlændingepolitik, en krig i Irak, dårlig klima og miljøpolitik, nedskæringer på hjælpen til verdens fattigste og ringe velfærdspolitik. Men det er altså et fælles ansvar for V, K og DF. Så jeg mener, at det handler om at skabe et helt andet flertal uden Fogh og Pia Kjærsgård.

Det var så mit svar til Sigurd og Sebastian og også et skulderklap til de mange dygtige skoleelever og lærere i Danmark.