Ældre


Steen Gade havde d. 18 okt. et læserbrev i Viborg Stifts Dagblad. Under Overskriften “Ældrecheck på 500 mio kr.” skriver han om Regeringens ældreomsorg, der især retter sig mod en kendt skibsreder.

Læs læserbrevet her…

—-

Med mellemrum sker det, at Anders Fogh Rasmussen føler sig nødsaget til at bringe ældreomsorg på banen. Senest nævnte han de ældre med en enkelt sætning i sin åbningstale 2. oktober.

Fogh har da også gjort noget for de ældre. Ved at sænke af selskabsskatten fra 28 til 25 procent gav han f.eks. den aldrende og åbenbart trængende skibsreder Mærsk McKinney Møller en ekstra ældrecheck på en halv milliard kroner. Jeg mener dog godt, at pengene kunne bruges bedre.

Vi kan starte med at afskaffe minuttyranni og papirnusseri for plejepersonalet og give mere tid til omsorg, ansætte 5000 flere i ældreplejen og give dem 2000 kr. mere i løn om måneden.

Folketingsmedlem Kristen Touborg pointerer i sit læserbrev i Lemvig Folkeblad, d.18.9, at servicen i ældreplejen kører efter principper man kender fra bilindustrien. Og dette kan vi som samfund ikke være bekendt, derfor skal der bl.a. tilføjes flere penge til området.

Læs Kristens læserbrev her

—-

Fra bilindustri til ældreomsorg

Bundlinje og profit er ikke det, der skal styre vores ældreomsorg. SF vil ikke acceptere den bogholderimentalitet, der har indsneget sig, hvor ældrepleje og omsorg i dag er en målbar serviceydelse, der takseres gennem stregkodning og tidsmålinger, som stammer fra bilindustrien og samlebåndsakkord. Det kan vi simpelthen ikke være bekendt!

Medarbejderne inden for plejesektoren ønsker at arbejde med mennesker. De ønsker samtalerne, omsorgen og følelsen af, at de kommer i et hjem og gør en forskel. Men de bliver stoppet af tiden. Det er ikke længere den ældres behov, ønsker og personlighed, der er i centrum, men stopuret, skemaet og de håndholdte terminaler, der pisker medarbejderne rundt med bevidstheden om, at et toiletbesøg er tidsbestemt til at vare otte minutter, hvorefter næste levende billede og toilet venter.

VKO taler hele tiden om bedre ældrepleje, men de viger som følge af skattestoppet tilbage fra at rekruttere og uddanne tilstrækkeligt personale. I stedet fokuserer de på “tilbud” om privat hjemmehjælp, flere frit-valgsordninger og mere dokumentation. Og de ser slet ikke, at især yngre ansatte forlader omsorgssektoren som følge af dårlig løn og arbejdsmiljø, mens ældre medarbejdere nedslides.

Derfor er SF’s konkrete krav til de kommende finanslovforhandlinger følgende: 2000 kr./måned mere til lavtlønnede medarbejderne i ældreplejen. 5000 ekstra ansatte i ældreplejen, så der bliver tid til ordentlig pasning, pleje og omsorg

Konkret skal kommunerne have 2,4 mia. kr. ekstra for at kunne gennemføre forslagene.

1 mia. kr. bruges til højere løn, som kommunerne kan uddele nu, og sammen med de forventede overenskomstmæssige stigninger vil det give 2.000 kr./måned.

1,4 mia. kr. bruges til at lave 5000 ekstra (heltids-) stillinger. En række af disse ekstra stillinger/timer besættes ved at tilbyde deltidsansatte fuld tid.

Når vi er så rige, at vi kan købe hele Verden – som finansministeren har sagt – så har vi også råd til en menneskelig bundlinje.

——

Læs læserbrevet i Lemvig Folkeblad>>>

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.