Sammen med repræsentanter for Socialdemokraterne og Radikale Venstre har Steen Gade skrevet en nedenstående kronik. Kronikken blev offentliggjort i Politiken lørdag d. 3 nov. og handler om Danmarks ansvar i ulandshjælpen.
——
I stedet for VK-regeringens nedskårne ulandsbistand må Danmark igen i førerposition i kampen for at nå 2015 Målene
Jeppe Kofod er MF og udenrigspolitisk ordfører for Socialdemokraterne; Steen Gade er MF og udviklingsordfører for Socialistisk Folkeparti; Elisabeth Geday er MF og udviklingsordfører for de radikale.
Af Jeppe Kofod, Steen Gade og Elisabeth Geday
I september 2000 underskrev Danmark sammen med 190 andre lande i FN otte mål om at halvere den ekstreme fattigdom og gøre verden til et bedre sted for os alle inden år 2015. På trods af at velstanden i verden er eksploderet de seneste år, lever der fortsat en milliard mennesker i ekstrem fattigdom (for under 6 kroner om dagen).
De otte mål kom i Danmark til at hedde 2015 Målene. Målene fastsætter agendaen for udviklingen af de fattige lande og indeholder konkrete basale målsætninger. Det handler bl.a. om, at færre skal gå sultne i seng, at stoppe udbredelsen af de største og mest dødelige globale sygdomme som malaria og hiv/aids, sørge for, at alle børn kommer i skole, sikre kvinders rettigheder og en række andre konkrete målsætninger. Og ikke mindst blev der sat mål for, hvordan udviklingen skulle sikres gennem globalt partnerskab mellem verdens rige og fattige lande. Det indebar bl.a., at de vestlige udviklede lande skulle øge deres bistandsmidler, give gældseftergivelser, og vi skulle sammen sikre retfærdige handelsregler.
Ja, det var gode løfter, Danmark og resten af verden gav hinanden tilbage i 2000. I dag skriver vi så november 2007, og over halvdelen af tiden mod 2015 er gået. Desværre er vi ikke halvvejs mod målene. Med det udskrevne valg vil vi gerne gøre status over, hvordan den danske regering og verdens øvrige lande har levet op til deres løfter.
I Danmark har regeringen skåret ned på ulandsbistanden. Fra at udgøre 1 procent af BNI udgør den i dag kun 0,8 procent af BNI. Regeringens politik har betydet, at i alt 16 milliarder kroner mindre siden 2001 er gået til at forbedre forholdene for verdens fattigste. I denne periode er Danmark det land i verden, der har skåret allermest ned på ulandsbistanden. Denne udvikling må stoppes nu. Vi kan ikke leve med, at der hvert minut dør en mor, som kunne have været reddet, at tre millioner dør af aids hvert år, og at smitten fortsat er ude af kontrol, og at mere end hvert fjerde barn under fem år i ulandene er undervægtig, pga. at de alt for ofte går sultne i seng.
Vi er heldigvis ikke de eneste, der mener, at Danmark må påtage sig et større ansvar for verdens fattige. På tværs af partier og ideologiske skel udgav seks danske ungdomspartiforeninger i foråret et fælles udspil, ’Større og bedre’. Fra Socialistisk Folkepartis ungdom over de unge socialdemokrater og Radikal Ungdom til Konservatives og Venstres Ungdom er der enighed om, at den danske bistand igen skal op på 1 procent af BNI, at gældseftergivelser ikke skal finansieres over udviklingsbistanden, og at Danmark igen skal placere sig helt forrest i kampen mod global fattigdom.
Og der er alvorligt behov for, at den internationale indsats mod fattigdom forøges. I en rapport, som FN fremlagde i juli, gøres der status over, hvor langt vi er nået hen mod 2015 Målene. Rapporten viser, at der er sket en del fremskridt siden år 2000. For eksempel er andelen af mennesker i ulandene, der lever for under en dollar om dagen, faldet fra 23 procent til 19 procent. Alt i alt er 300 millioner mennesker sluppet ud af ekstrem fattigdom.
Rapporten viser også, at det er muligt at nå målene i langt de fleste dele af verden. I nogle lande, hvor de nødvendige ressourcer og den politiske vilje har været til stede, er der sket store fremskridt inden for bestemte områder. For eksempel har Malawi i Afrika øget sin landbrugsproduktion drastisk på kun få år, og Kenya, Ghana, Tanzania og Uganda har sikret skoler til millioner af børn og har høj økonomisk vækst.
Men rapporten slår samtidig fast, at udviklingen kræver, at politiske ledere over hele verden skal tage umiddelbare, konkrete handlinger. Mest af alt kræver det, at de vestlige donorer lever op til deres løfter om øget udviklingsbistand. Ulandsbistanden er til trods for løfter om det modsatte på globalt plan faldet med 5,1 procent i 2006. FN’s mål er, at alle udviklede lande skal bruge minimum 0,7 procent af BNI på udviklingsbistand. Lige nu ligger gennemsnittet på 0,3 procent. Øges dette beløb ikke, er det umuligt for selv de bedst fungerende og demokratisk ledede udviklingslande at nå 2015 Målene.
På det overordnede plan ser det dystert ud for 2015 Målene og de milliarder af fattige, der drømmer om en bedre tilværelse. Og netop derfor er der så meget mere behov for, at et land som Danmark går foran. Vi mener, at vi skal følge de unges visionære forslag. De har nemlig helt ret i, at det ikke burde handle om ideologiske og partipolitiske stridigheder. Men om at vi, som et af verdens bedst stillede og lykkeligste lande, har et ansvar og en moralsk forpligtelse over for de godt 5 milliarder mennesker, der ikke er så heldige som os. Fattigdom avler ustabilitet, sygdom og ødelæggelse af miljøet og livsnødvendig landbrugsjord. Fattigdom ødelægger samfund og skaber grobund for destruktive kræfter. Derfor er det til alles bedste – også vores – at mindske de globale strukturelle uligheder, der giver sig udslag i ekstrem fattigdom, terror og voldelige konflikter.
Vi vil ikke som regeringen læne os tilbage og være tilfredse med, at vi – som et af de få lande – lever op til de mål, der er sat som laveste fællesnævner. På to meget centrale fronter bør Danmark ændre sin udviklingspolitik. Der drejer sig dels om vores egen bistand og dels om, at vi skal tage førerpositionen og presse de andre vestlige lande til at følge trop og holde deres løfter.
DET ALLERVIGTIGSTE er at få den danske bistand op på 1 procent af BNI igen. De seneste års kraftige besparelser har haft store konsekvenser. Ulandsbistanden er som konsekvens heraf nu 3,5 milliarder lavere hvert år, og det kan mærkes. Det betyder færre programsamarbejdslande, forringet dansk kapacitet i FN og reduceret humanitær bistand i katastrofesituationer. Alle mennesker vil, hvis de får muligheden, bygge et bedre liv til sig selv og deres børn. 3,5 milliarder i bistandsmidler kan give millioner af fattige en chance for et bedre liv – det kan muliggøre, at familiens piger kommer i skole og lærer at læse, det kan være med til at give hiv-ramte forældre medicin, så de kan forsørge deres børn, og det kan skaffe elektricitet og rent vand til landsbyen.
En af de helt store forhindringer for udvikling er malaria. Hvert år rammes 500 millioner mennesker af malaria, og det er den sygdom, der hvert år slår flest børn i Afrika ihjel. For kun 3 milliarder dollar hvert år, de næste fem år, kan malaria bringes under kontrol. En forøgelse af de danske bistandsmidler med 3,5 milliarder kroner ville eksempelvis række et kæmpe stykke vej og redde millioner af mennesker fra malariaens plager. Et andet område, hvor Danmark bør gøre meget mere, er for den halve million kvinder, der hvert år dør af graviditets- eller fødselsrelaterede årsager og efterlader millioner af moderløse børn. I de lande, der har den hyppigste frekvens af mødredødelighed, er der praktisk talt ikke sket nogen fremskridt de sidste 15 år. Her skal Danmark gøre meget mere.
Men foruden at udgøre 1 procent af BNI skal den danske bistand også målrettes fattigdomsbekæmpelse og 2015 Målene. Det er desværre ikke tilfældet for en stor del af det, regeringen på sin finanslov kalder ulandsbistand. I 2006 udgjorde ikke-fattigdomsbekæmpende tiltag finansieret via ulandsbistanden anslået cirka tre milliarder kroner ud af cirka 13 milliarder.
Pengene går i stedet til at modtage flygtninge i Danmark og til nogle af forsvarets og politiets internationale operationer. Eller til gældseftergivelser, hvor Danmark de sidste par år har eftergivet Nigerias gæld til Danmark. Det lyder selvfølgelig meget fint, men faktum er, at Nigeria ikke ville kunne betale gælden tilbage, og at det derfor blot drejer sig om, at Thor Pedersen flytter en halv milliard fra et sted i statsbudgettet til et andet sted. Ikke en eneste fattig persons liv i Nigeria bliver anderledes af den grund.
Vi argumenterer ikke imod, at Danmark skal give gældseftergivelser, og der skal jo selvfølgelig afsættes midler til at modtage flygtninge i Danmark osv. Men det skal ikke tages af ulandsbistanden. Vi skal have 1 ren procent i ulandsbistand, hvor der reelt er tale om initiativer, der er til fordel for de fattige i udviklingslandene.
Spørgsmålet om, hvad bistandsmidlerne bruges til, er i forbindelse med klimaforandringerne netop blevet højaktuelt. Klimaforandringer er lige nu en af de helt store udfordringer, som det internationale samfund sammen skal tackle. FN’s klimapanel har slået fast, at de klimaforandringer, vi lige nu oplever, med stor sikkerhed er menneskeskabte. De skyldes atmosfærens markant øgede indhold af CO2 og andre drivhusgasser, som siden industrialiseringen er ledt ud i atmosfæren af den vestlige verden. Dermed er det også os i de rige lande, der bærer størstedelen af ansvaret for klimaforandringerne. Desværre ser vi, at det er de fattigste lande, der betaler den højeste pris i form af et øget antal og omfang af naturkatastrofer som oversvømmelser og forlængede tørkeperioder. Efterårets oversvømmelser i Afrika et godt eksempel på dette.
Eksperter skønner, at det kommer til at koste op mod 50 milliarder dollar at sikre ulandene mod klimaforandringerne. Det store spørgsmål på den internationale scene er så, hvor de mange penge skal komme fra. Statsministeren foreslog glad under den nyligt overståede generalforsamling i FN, at de delvist skulle tages af bistandsmidlerne. Det mener vi er helt urimeligt. Der må være forureneren, der betaler – samme princip, som de grønne afgifter er opbygget efter. Når der i 2006 samlet blev givet omkring 100 milliarder dollar i bistand til ulandene, vil det fuldstændig udhule alle målsætninger om at halvere andelen af mennesker, der lever for under en dollar om dagen, eller at reducerer antallet af børn, der dør, før de er fem år, med to tredjedele.
Som FN’s statusrapport viser, er der behov for, at stigninger i ulandsbistanden bruges på at nå 2015-målsætningerne. Vi er nødt til at påtage os ansvaret og finde de ekstra penge til de mange klimaforebyggende og -tilpassende projekter, der i den kommende tid vil være behov for at igangsætte, uden for rammen til ulandsbistand. Danmark er som vært for klimatopmødet i 2009 en vigtig spiller her. Vi er nødt til at gå forrest og vise verden, at vi har et ansvar for både at gøre noget ved Jordens klima, samtidigt med at vi er med til at skabe en anstændig tilværelse for de fattigste. Det bliver et afgørende punkt for udviklingsbistanden i den kommende tid.
Den danske bistand er i verdensklasse – det viser adskillige rapporter hvert år. Det skal vi være stolte af. Men vi kan ikke bare feje for egen dør og så lukke den efter os. Vi skal bruge vores position til at øve indflydelse på de andre lande og sørge for, at de lever op til deres løfter. Vi har potentiale til at øve stor indflydelse. Men ikke så længe, vi selv skærer ned. Det klinger hult at prædike for andre, at de skal give mere i bistand, samtidig med at man selv skærer ned.
Nedskæringerne af den danske ulandsbistand har ramt vores bidrag til den multilaterale bistand hårdt – herunder støtten til de mange udviklingsorganisationer i FN-systemet. Det har svækket vores position, og vi har i dag en mindre markant profil. Når man er verdens førende donor, bliver der lyttet til, hvad man siger, og det bliver muligt at påvirke den interne udvikling i andre lande. Vi skal derfor øge andelen af de multilaterale bistandsmidler. De problemer, udviklingslandene står over for, kræver fælles international koordination og løsning.
Det danske bidrag til FN og de forskellige organisationer herunder er i kroner og øre faldet, siden regeringen kom til i 2001. Et konkret eksempel på det er det danske bidrag til UNDP – FN’s udviklingsprogram, der gør et kæmpe stykke arbejde som vogter af 2015 Målene. Danmark bidrager i 2007 med 370 millioner. Til sammenligning bidrager Sverige og Norge henholdsvis med 800 og 770 millioner. Det er klart, at Danmark med så store forskelle i bidrag mister indflydelse. FN’s særorganisationer har brug for at styrke effektiviteten og være langt mere målrettede i bekæmpelsen af fattigdom. Synspunkter, som Danmark kæmper for, men som ikke vinder meget gehør, når vi falder ned af listen over bidragydere. Det er som bekendt i høj grad de, der betaler festen, der bestemmer musikken.
Vi vil sikre, at Danmark ikke længere blot er en kritikløs bidragyder, men derimod et af de toneangivende lande, der engagerer sig i at finde fælles koordinerede løsninger og arbejder for, at alle lever op til de afgivne løfter. Et helt konkret eksempel kunne være at regne på, hvor mange penge de øvrige donorlande er fra at nå deres mål. Og foreslå dem at udarbejde planer for, hvordan målene nås. Vi kunne også tage førertrøjen i et projekt om at udarbejde guidelines for, hvad der kvalificerer som udviklingsbistand, og hvad der ikke gør.
2015 Målene var og er stadig de rette mål for udvikling i verdens fattigste lande. Verden har ikke brug for flere løfter. Den har brug for, at vi alle gør, hvad vi kan, for at indfri de løfter, vi allerede har givet hinanden. Det indebærer, at vi i Danmark kigger ud over vores egen baghave og tager en førerposition og presser andre lande til at følge trop. Det har regeringen klart vist de sidste seks år, at de ikke er hverken villige eller i stand til. Men det er vi! Derfor vil vi gerne give Danmarks befolkning det løfte, som regeringen ikke vil. Nemlig at Danmark skal være det land i verden, der gør mest for at bekæmpe den globale fattigdom.
